Køb af aggressive rulleskøjter
Med en tætsiddende pasform og en frame, der passer til din skatingstil, får du de optimale forudsætninger for at udføre tricks og andre vilde stunts på dine aggressive skates. Læs guiden her for at lære, hvad du skal være opmærksom på, når du køber dine første aggressive rulleskøjter.
Tjek videoen ud, og bliv godt rustet til at købe nye aggressive skates.
Aggressive skates henvender sig til den mere erfarne kører, som gerne vil køre street eller park og udføre tricks på diverse objekter og køre på ramper. Du kender måske også aggressive under andre navne som stunt skates eller trick rulleskøjter, men der er tale om det samme. Der findes dog andre stilarter såsom Powerblading, som er en hybrid af aggressive og freeskates (læs mere om Powerblading til sidst i guiden).
Hjul
Hjul til aggressive skates er egnet til at køre park og street med. Hvad angår hjulhårdhed og hjulstørrelse, gælder følgende:
- Hjulstørrelsen er typisk 54-64 mm i diameter – mindre hjul gør det nemmere for dig at lave tricks.
- Hjulhårdheden ligger mellem 86-95A - hårde hjul gør det nemmere for dig at lave slides, da den mindre mængde grip gør, at hjulene ikke sætter sig fast til overfladen.
Kuglelejer
Inde i hjulet sidder kuglelejet, som sørger for at hjulet drejer rundt. I aggressive vil du regelmæssigt skulle udskifte kuglelejerne til nogle nye, da de bliver udsat for en del slag. Nye kuglelejer sikrer dig et godt rul, så du får de bedste forudsætninger for at udføre dine tricks. Kuglelejer kan købes som reservedele.
Hos SkatePro opgiver vi normalt kuglelejer efter ABEC-måleskalaen, som går fra 1-9 og definerer et kuglelejes præcision. Normalt gælder det, at:
Jo højere ABEC-tal, jo bedre rul.
Vær dog opmærksom på, at ABEC ikke siger noget om holdbarheden af kuglelejerne. Vi anbefaler desuden, at du vælger dine kuglelejer ud fra et anerkendt mærke i stedet for kun at fokusere på ABEC-tallet.
Frame
Klingen på aggressive rulleskøjter kaldes frame. De forskellige frames tillader hver især et bestemt hjulsetup. Hvorvidt du vælger det ene hjulsetup fremfor det andet, afhænger af din personlige stil, som du udvikler med tiden. Hvert setup har sine fordele:
- Anti-rocker setuppet består af to store hjul og to små grindhjul, som gør det nemmere at udføre grinds. Setuppet låser også bedre fast, når du grinder, så du oplever mere sikkerhed i dit grind. Dette er standard-setuppet for aggressive skates.
- Flat setuppet består af fire lige store hjul, som gør rulleskøjterne mere manøvredygtige.
- Freestyle setuppet består af to hjul uden mulighed for hjul i midten af framen, hvilket giver en større grindflade. Det gør, at du kan grinde objekter, du ellers normalt ikke ville kunne grinde, f.eks. en træstub. Du får dermed mulighed for at vise din kreative side.
Bemærk: Alle UFS frames kan udskiftes til en ny UFS frame uafhængigt af brand og størrelse.
Boots/shell
Skallen på stunt skates er designet hård med robust materiale på udsatte områder, så den kan modstå de mange hårde stød fra tricks og landinger. Det gør støvlerne mere holdbare og forlænger deres levetid, så du kan få glæde af dem i lang tid. Af samme grund er aggressive skate boots også tungere end andre støvletyper. Det er normalt muligt at udskifte sliddele som soulplates og backslide plates.
Liner
Med liner refereres der til inderstøvlen i dine trick rulleskøjter. En god liner støtter din fod og ankel og er typisk tykt polstret for at minimere stødet fra hårde landinger, så du bibeholder komforten. På de fleste modeller er det muligt at skifte lineren ud til en ny, hvis den bliver slidt. Du kan desuden skifte den for en bedre pasform, hvis du oplever, at dine rulleskøjter ikke sidder optimalt. På den måde undgår du ligeledes at skulle varmeforme støvlen for at ændre pasformen. Den liner, du bruger, skal være beregnet specifikt til aggressive. Disse liners er bedre polstret, yder bedre støtte om anklen og griber bedre fat om hælen, så din fod ikke svupper i støvlen.
Størrelse
Vi anbefaler altid, at du læser størrelsesguiden på de enkelte produktsider for mere information om størrelsen for den specifikke model. Dine trick rulleskøjter skal sidde tæt om din fod, så du opnår maksimal kontrol til at udføre tricks. I starten vil du opleve, at de sidder meget stramt, men der er ingen grund til bekymring, for de bliver mere behagelige at have på, i takt med at du kører dem til.
Beskyttelsesudstyr
Sørg for at beskytte dig med fuldt beskyttelsesudstyr såsom hjelm, knæ- og håndledsbeskyttere, men også skinnebensbeskyttere, der er noget særligt for aggressive skating. Og hvis du virkelig går til den, er det en stor fordel at bruge crash pants, som beskytter dine hofter og dit haleben - noget du bliver virkelig taknemmelig for, hvis du falder. De kan endda gemmes væk under bukserne, hvis du foretrækker det. Aggressive skating er en ekstrem sport, hvor du med stor sandsynlighed kommer til at falde, så sørg for at beskytte dig, så du også kan nyde din sport i lang tid fremover.
Powerblading
Powerblading er en stil, der hører under aggressive skating, men du har mere fart på. Det kan sammenlignes lidt med parkour tilført fart. Rulleskøjter til powerblading bruges typisk til urbankørsel, hvor man blandt andet udfører tricks som hop ud over trapper.
Powerblade rulleskøjter består af en aggressive støvle med flat setup frame, hvor hjulene er større, som man kender det fra freeskates. Det giver dig mulighed for at kunne lave tricks med fart på, og du vil være mindre påvirket af vejoverfladen. Hjulstørrelsen er normalt mellem 60-80 mm.
Se vores udvalg af aggressive skates
Har du spørgsmål til, hvilke rulleskøjter du bør vælge, så tøv endelig ikke med at kontakte os.